NYT FRA VOERSÅ BORGERFORENING, JUNI 2025

Sct. Hans i Voerså

Traditionen tro inviterer borgerforeningen til Sct. Hans på krogrunden og alle er meget velkomne.

Kl. 18 åbner bar og salg af grillpølser, og der er hyggelig musik.

Kl. 20 er der båltale ved Inge Nørbjerg og efterfølgende tændes bålet og vi synger Midsommervisen.

Arrangementet slutter ca. kl. 21.30.

Frivillige er uundværlige

I det daglige er der nok ikke så mange, der tænker over, at der faktisk er rigtig mange gode folk, der arbejder ganske frivilligt for at sørge for, at der ser pænt og ordentligt ud her i vores by. Det kommer slet ikke af sig selv!

Der er byhold, der ordner pladser og torve, flagfolk, der sørger for flagallé ved særlige begivenheder, folk, der står for booking, drift, rengøring og græsslåning i Borgerhuset og flere andre grupper.

Det er slet ikke overdrevet at sige, at uden dem, ville det være trist at bo her. Så tusind tak til alle jer, der giver en hånd med til stort og småt – fast eller ad hoc.

Susanne Lynch Donvild har mødt en del af de frivillige og vi vil i følgende nyhedsbreve vise et lille portræt af ildsjælene.

Portræt af Lone og Anna, som sørger for Krogrunden

Måske endda uden helt at tænke over det, har de fleste Voerså borgere nok lagt mærke til, at der altid er pænt og ordentligt på Krogrunden, og det er bestemt ikke noget som sker helt af sig selv.

Siden ca. 2020 har Lone Pilgaard og Anna Sørensen brugt rigtig mange timer på at holde den store Krogrund. Det gør de fordi de tager ansvar, og gerne vil at det skal se ordentligt ud, til glæde for os alle, men også så besøgende udefra kan nyde stedet.

De knokler, ofte på knæ og hug for at fjerne ukrudt i bede, mellem fliser osv., der skal beskæres buske og træer, fjernes nedfaldne grene, og når nogen nu og da, donerer maling, så bliver borde og bænke malet.

Lone og Anna tager også på containerpladsen med affald de har sanket, og det som er smidt i affaldscontainerne som står på grunden.

Men det er ikke kun hårdt arbejde, de hygger sig også sammen, og der er vist både kaffe og kage når de siger “ at nu er det nok for i dag” 🙂 

Tak til Lone og Anna, et par af byens vigtige frivillige!

HJÆLP til græsslåning omkring Borgerhuset

Borgerhuset på Ny Skovgaardsvej er et hus, som vi alle kan benytte.

Også her er der frivillige på spil. Blandt andet er der en håndfuld borgere (i besiddelse af en plænetraktor), der skiftes til at slå græsset i sæsonen.

Jo flere vi er, jo færre gange skal hver mand afsted. Er vi mange nok, kan man måske nøjes med en enkelt gang. Så – vil du give en gang klipning eller to – hører vi meget gerne fra dig.

Bare kontakt Birgitte på tlf.: 3026 2265 eller mail: birgittemat@gmail.com.

PS. Borgerforeningen er i gang med at indhente tilbud på en robotplæneklipper, så vi forventer, at den overtager arbejdet den næste sæson.

Aktiviteter i Den Bette Trekant

Der er absolut ingen grund til at kede sig henover sommer/efterår, for der er mange forskellige arrangementer at deltage i. Her får I et lille udpluk:

  • 14. juni: Lyngså afholder sponsorcykelløb
  • 23. juni: Sankt Hans i alle 3 byer
  • 28. juli – 3 august: Idrætsugen i Voerså IF med fest lørdag aften i teltet
  • 14-17. august: Landliggerfest i Lyngså med landsbydyst.
  • 26. august: Landsbyløbet, start ved Voerså Idrætsforening
  • 30. august: Sponsorcykelløb for Voerså IF og Kirsebærdag på krogrunden i Voerså
  • 6. september: Lokalhistorisk forening afholder bustur
  • 27. september: Ålegilde i Lyngså
  • 4-5. oktober: Æblemostedag i Præstbro

Borgerforeningen

Borgerforeningen arbejder for et godt og stærkt lokalsamfund, hvor der er plads til alle. Vi ønsker et stærkt fællesskab, der skaber trygge rammer og en øget bevidsthed om, at byen er vores alles by, som vi er fælles om – og at vi skal hjælpe hinanden med at sørge for, at det er et godt sted at bo.

Har du noget, du vil tale med os om, så tøv ikke med at kontakte os.

Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.