Pottemageri i Voersaa

Voersaa har haft pottemagere over flere omgange. Her var de rette betingelser for sådan en virksomhed til stede. Der kunne hentes ler i brinken langs åen, brænde til ovnene kunne erhverves i omegnen, hvor der var masser af skov, og endelig var der her ved kysten gode afsætningsforhold.

I 1894 kom A. M. Studsholm til Voersaa. Han var en dansk-amerikansk bager, der i flere år havde arbejdet i lerindustrien i Amerika. Året efter tog han familien med til Amerika et par år, inden han vendte tilbage til Voersaa og startede som pottemager.

Man mener, at han medbragte en samling gipsforme, og han bliver senere betragtet som en af foregangsmændene indenfor den mere dekorative produktion.

Der var på denne tid en stor efterspørgsel på lertøj med dekorationer eller udformninger, der ikke kunne drejes op, og med disse forme fremstillede han dagligdags brugskeramik med dekorative mønstre, såsom fade, kander og potter. Glasuren kunne være gul med dekorationer af blomster og blade, alt udført i stærke grønne og røde glasurfarver.

Strudsholm havde en produktion, der havde en stor udbredelse i det nord- og midtjyske. På grund af Strudsholms manglende fagkendskab havde han også en del fejlbrændinger, som blev smidt i åen, og trods ihærdige forsøg kunne han dog ikke dække omkostningerne ved fremstillingen og måtte allerede efter 3 år overdrage forretningen.

Strudsholm startede senere, i 1910, A/S Sæby Keramikfabrik, som fik en kort historie, inden A. M. Studsholm udvandrede til Amerika.

I 1906 købte Peter Severin Sørensen Voersaa Pottemageri. Han havde tidligere været svend hos Strudsholm.

P. S. Sørensen kunne afsætte alt, hvad der kunne produceres, og han fik en driftig virksomhed.
I Sørensens tid gik man fra de støbte lerting i forme mere over til hånddrejede ting som tykmælksskåle, fade, potter og senere keramik, som var en mere givtig forretning.
Udviklingen af keramikproduktionen skyldtes påvirkning fra svenden Cilius Jensen og sammen udviklede de langsomt den eneste keramikproduktion i Vendsyssel.

En af hovedproduktionerne var i de første år urtepotter. En svend producerede 4-500 potter om dagen.

De dagligdags lerting blev begittet og glaseret og herefter brændt. Begitning er et tyndt lag ”lervælling” som forbedrede vedhæftningen og sikrede at produkterne blev tætte.

Dekorationer blev udført med et kohorn, hvor spidsen var afskåret og udformet med en tud.
Cilius Jensen, der også tidligere havde arbejdet hos Studsholm som svend, var en usædvanlig dygtig pottemagersvend. Han brugte al sin tid på værkstedet, hvor han eksperimenterede med forme og modeller.

Cilius’ evner som formgiver forenet med P. S. Sørensens kendskab til glasurer resulterede i nogle meget smukke og særprægede genstande. Dette samarbejde indgik sønnerne Evald og Kaj også i. Der findes stadig eksempler på Cilius’ isbjørne og elefanter, på Kajs indianeraskebægre og sparegrise samt på Evalds potpourrikrukker og vaser, alt sammen glaseret i P. S. Sørensens glasurfarver.

Udover modelleringen skabte Cilius en række gipsforme bestående af løvehoveder, elefanthoveder m.v., der kunne bruges bl.a. til håndtag.

Et af kendetegnene på Cilius Jensens værker er fjermønstret lertøj.

Sørensens 5 børn kom under hele deres opvækst meget på værkstedet, og ofte deltog de i det forefaldende arbejde, f.eks. med sortering af lertøj. De var også med for at holde Sørensen vågen under lange vagter, hvor leret skulle brændes. Så fik de lov at eksperimentere lidt ved drejeskiverne, og allerede som 10-årig deltog den ældste af drengene i det daglige arbejde på værkstedet.

I øvrigt var P.S. Sørensen god til forskelligt husflidsarbejde. Han fremstillede også amagerhylder, små brudekareter og andre ting. Strikke kunne han også, og det var ham, der lærte hans døtre dette håndarbejde.

Der var ofte besøg af spændende fremmede gæster fra Voersaa Kro eller turister fra Aalborg på kort besøg. Jævnligt blev pottemageriet besøgt af selskaber, der blev hentet ved Agersted station.

De mange turister bevirkede, at Voersaa Keramik blev kendt i vide kredse.
Voersaa Keramik blev også vist frem på udstillinger og fik da også en 1. præmie ved en amtsudstilling i 1916.

I 1915 opdagede Jens Dansk, som boede på den modsatte side af åen, at der var brand i værkstedet. Han stagede straks over åen og slog alarm og sammen med en pottemagersvend, fik han etableret en kæde borgere fra åen og op til værkstedet, sådan at vandspandene hurtigt kunne gå frem og tilbage mellem åen og det brændende pottemageri. Ved denne hurtigt indsats reddede man størsteparten af værkstedet og boligen.

De første mange år blev leret til produktionen udgravet langs åens bredder. Sidst i 20’erne bjergedes der en hel del østrigsk procelænsler i land efter en stranding ved Frederikshavn. Det skulle have været til Den Kongelige Porcelænsfabrik, men havnede nu i stedet i Voersaa Pottemageri. Det var selvsagt en meget fin kvalitet, og når P. S. Sørensen fik det rette ler mellem hænderne, kunne han dreje emner så fine som kinesisk porcelæn.
Selv om virksomheden havde både stor omsætning og stor succes, var der stadig ikke penge i den keramiske produktion. Samtidig havde det vist sig at blymønjen, som brugtes til glasurfremstilling var sundhedsskadelig.

Sørensen og sønnerne startede midt i 20’erne Voersaa Savværk og man producerede nu også fiskekasser. Gradvist blev produktionen indskrænket og i en årrække var den gamle Cilius den eneste faste mand i pottemageriet, indimellem hjulpet af Kaj, der stadig havde lyst til pottemagerhåndværket.

I 1940 ophørte pottemageriet.

Men endnu engang, 21 år senere, startede Kaj Sørensen på ny ved drejeskiven.
Kaj havde lært sine 2 døtre, Jette og Kirsten (Kis), det gamle pottemagerfag. Sammen med datteren Kis etablerede han i 60’erne et nyt værksted under navnet ”Kis Keramik”. Savværket blev nedlagt i 1976, så nu kunne Kaj koncentrere sig om pottemageriet og han arbejdede med keramikken helt frem til 1986, hvor han døde.

Med hans død afsluttedes en mangeårig historie.

Voersaa Keramik kan kendes på bundmærket som var et V oven i et O.

Cilius brugte undertiden et sammenflettet CJ på hans egne modelleringer.

Kaj Sørensens mærke var ordet Kis med en understregning, og hvis der stod Kis uden understregning var det lavet af Kajs datter Kirsten.

På Sæby Museum kan ses en fin samling af produkter fra pottemagerværkstedet i Voersaa.

Kilde: bogen ”Pottemageri i Voersaa” af Bent Bang Larsen og Peter