Den gamle fiskerihavn i Voerså

Dette gamle postkort er fra 1913, og viser bundgarnsfiskere på den gamle fiskerihavn i Voersaa.

I midten af 1960´erne gjorde Peter Laubek et større detektivarbejde, for at sætte navne på de mange gamle billeder og postkort, der blev fundet frem, i det gamle fiskermiljø i Voerså.

Det lykkedes Peter Laubek at finde ud af fiskeren længst til venstre, med flynderen hængende i bismervægten, er Jens P. Pedersen, derefter ses med hornfisken Søren Nyman.

Den enlige kvinde, på kortet, blev kaldt “Enken”. Enken arbejdede i mange år som fiskerenser på havnen.

Mange af Voersaa-fiskernes joller havde navne. Fra venstre ses “Erna” med Niels Kristian og Jens Mellergaard, derefter “Godthåb” med Petrus og Kristian Christensen, “Nøkken” med Jens P. Grees og Kristian Povelsen Kristensen og “Hafnia” med Jens Kristensen.

Det gamle stråtækte hus på bakken hedder “Bakken”, og er byens ældste fra omkring 1763.