Voerså by on-line

 


Byens grundlæggelse:

Der har til alle tider boet mennesker i Voerså. Det ved vi,  fordi der bl.a. er fundet en guldring, dateret til den yngre bronzealder 400 – 800 f. Kr.

En anden arkæologisk sjældenhed er et sideror fra vikingetiden 800 – 1100 e. Kr. Dette stykke historie kan idag ses på Bangsbo Museum i Frederikshavn sammen med andre interessante havfund fra de nordjyske farvande.

Et stykke op ad åen, mellem Voerså og gården St. Rugtved menes der at have ligget en havn, som tilhørte vikingen og sørøveren Knud Søhane. Her er fundet flere stykker skibsvrag.

Det ældste håndskrevne dokument, hvori Voerså nævnes er fra 31. august 1328, hvor 2 riddere og deres følgesvende (væbnere) erklærer, at de på kong Valdemars befaling har tilvurderet et gods ved Voerså (Worthæsaa) i Albæk Sogn.

I 1393 overdrog dronning Margrethe I gården Rugtved og Voerså med gårde og huse til biskoppen på Børglum, da hun frygtede, at befolkningen skulle erobre borgen og benytte den som en fæstning vendt mod kronen. Dronningen stillede dog som betingelse for overdragelsen, at borgen blev nedrevet og stenene skulle anvendes til bygning af Børglum klosterkirke, hvilket også skete.
 
Men ligesom Voerså har en meget lang fortid, har den også en nutid og en fremtid. Fremtiden kan vi kun gisne om, men et er sikkert: Voerså vil bestå som en driftig og idyllisk lille by.

Egnens historie:

Egnen omkring Voerså er fuld af historier om sære skæbner og mærkelige subsistenser.

Huleboerne i Albæk Bakker:

I den sidste halvdel af 1800-tallet og starten af 1900-tallet var Albæk bakker præget af en del lerklinede rønner, hytter og endog jordhuler.

Disse fattige boliger var beboet af skæve eksistenser. De var alle meget fattige, og for langt de fleste af dem spillede brændevinen en stor rolle i dagligdagen.

Albæk sogn havde nogle af de magreste jorder i Østvendsyssel, og i bakkerne kunne jorden ikke opdyrkes p.g.a. det kuperede terræn. I bakkerne kom der kun sjældent beboere fra det omkringliggende og etablerede samfund, så her kunne disse typer finde fred og leve deres eget fattige og spartanske liv.

På trods af deres afsondrede og fattige tilværelse, har disse mennesker dog givet anledning til mange historier. Bl.a. fortælles det, at deres moral var anderledes end egnens andre beboere og at de i fuldskab foretog sig mange ting, til stor forargelse for det etablerede samfund. Slagsmål, tyveri og overfald var hverdagskost. De bankede kvinderne, tvang børnene til tiggeri og ”udlejede” deres kvinder for brændevin som betaling.

Bakkernes beboere havde næsten alle øgenavne, inspireret af den enkeltes små særheder eller skavanker eller af deres bolig. Nogle gange blev boligen opkaldt efter personen.

En af dem, som rent faktisk boede i en jordhule var Hans Muldbjerg (Hans Madsen). Han skulle være en dygtig skovarbejder, men var også meget tørstig og utrolig glad for kvinder. Han blev aldrig gift, men fik alligevel 12 børn med forskellige ugifte kvinder som han boede sammen med i kortere eller længere perioder. Efter, at hans sidste samlever døde i 1890, og han forlod huset, gik det stille og roligt ned ad bakke for Hans Muldbjerg.

I en længere periode boede han i en gammel rønne på gården ”Højen” sammen med sin voksne datter Trine Muldbjerg og hendes uægte søn. Men efterhånden var gårdmanden alvorligt træt af sine lejere, og en dag i ca. 1902, kørte han en vognstjært gennem huset, der dermed var ubeboeligt.

Derpå fik Hans og Trine Muldbjerg anvist en lod jord i udkanten af gården ”Fejborgs” jorder på en vestvendt skråning. Her gravede de sig ind i skråningen og indrettede sig et lille hjem på ca. 14 m². Taget var lavet af ris og lyng og ”facaden” var en lille dør og et skævt vindue. Også geden og de 3 høns havde deres egen hule.

Her boede de sammen indtil 1908, hvor Trine døde. Senere samme år, døde også Hans Muldbjerg på dramatisk vis, da hytten nedbrændte, mens han sov.

Der var også ”Den firkantede”.
Han levede af forskellige småjobs. Han var en strid og uregerlig mand, der sloges og stjal, hvor han kunne komme af sted med det. Folk på egnen holdt godt øje med deres udendørs ejendele, når Den firkantede var i nabolaget.

Han og hustruen boede flere forskellige steder i og omkring Albæk bakker, inden de bosatte sig mellem Holtbjerg og Voerså ca. 1912. Her skulle han som betaling opføre et nyt hus for den daværende beboer. Det gjorde han også, men det tog lang tid, da materialerne blev hentet om natten på forskellige byggepladser i området. Da huset blev renoveret i 1970’erne kunne man tydeligt se, at der var brugt mange forskellige slags mørtel, sten og træværk.

Dette hus brændte dog for parret. Der var på uforklarlig vis opstået ild på loftet, og da de tililende naboer stod og betragtede branden, skred en del af taget ned, hvorved der bl.a. kom en radrenser til syne, som tilhørte en gårdmand fra egnen. Herefter flyttede de til ”Babelstårnet” i Voerså. Dette hus nedbrændte også på uforklarlig vis.

”Tolv-Marie” var også kendt viden om.
Hun og hendes mand købte et lille sted i 1883, som 15 år senere blev solgt med denbetingelse at de havde brugsretten i 49 år.

Tolv-Marie skulle have været i stand til at hekse. De lokale beboere var meget forsigtige med at lade hende komme i nærheden af deres husdyr, idet hun flere gange skulle have lagt sin hånd på bl.a. kalve, der straks efter blev syge og døde.

Hun kunne også stikke en syl eller en pind op i sine loftsbjælker og via dem malke naboernes køers mælk ned i sin egen spand.

Med en formular eller en bestemt bevægelse kunne hun ligeledes få naboernes høns til at følge efter sig hjem, når hun havde været på besøg, eller hun var i stand til at få æggene fra hønsene til at rulle efter sig, når hun forlod et sted, hun havde besøgt.
-------------------------------------------------------------
Historierne om disse skæbner er læst i Sæbybogen 2004 og i den findes der fortællinger om mange andre af bakke-folket.

Historien set fra en anden synsvinkel findes i bogen ”Langs Voer å”. Her fortæller Jens Gundel Christensen, søn af ”Røde Anders” om sin opvækst i bakkerne, og det er en del mere alvorligt.
-----------------------------------------------------------

Pottemageri i Voerså.

Voerså har haft pottemagere over flere omgange. Her var de rette betingelser for sådan en virksomhed til stede. Der kunne hentes ler i brinken langs åen, brænde til ovnene kunne erhverves i omegnen, hvor der var masser af skov, og endelig var der her ved kysten gode afsætningsforhold.

I 1894 kom A. M. Studsholm til Voerså. Han var en dansk-amerikansk bager, der i flere år havde arbejdet i lerindustrien i Amerika. Året efter tog han familien med til Amerika et par år, inden han vendte tilbage til Voerså og startede som pottemager.
Man mener, at han medbragte en samling gipsforme, og han bliver senere betragtet som en af foregangsmændene indenfor den mere dekorative produktion.
Der var på denne tid en stor efterspørgsel på lertøj med dekorationer eller udformninger, der ikke kunne drejes op, og med disse forme fremstillede han dagligdags brugskeramik med dekorative mønstre, såsom fade, kander og potter. Glasuren kunne være gul med dekorationer af blomster og blade, alt udført i stærke grønne og røde glasurfarver.
Strudsholm havde en produktion, der havde en stor udbredelse i det nord- og midtjyske. På grund af Strudsholms manglende fagkendskab havde han også en del fejlbrændinger, som blev smidt i åen, og trods ihærdige forsøg kunne han dog ikke dække omkostningerne ved fremstillingen og måtte allerede efter 3 år overdrage forretningen.
Strudsholm startede senere, i 1910, A/S Sæby Keramikfabrik, som fik en kort historie, inden A. M. Studsholm udvandrede til Amerika.

I 1906 købte Peter Severin Sørensen Voerså Pottemageri. Han havde tidligere været svend hos Strudsholm.
P. S. Sørensen kunne afsætte alt, hvad der kunne produceres, og han fik en driftig virksomhed.
I Sørensens tid gik man fra de støbte lerting i forme mere over til hånddrejede ting som tykmælksskåle, fade, potter og senere keramik, som var en mere givtig forretning.
Udviklingen af keramikproduktionen skyldtes påvirkning fra svenden Cilius Jensen og sammen udviklede de langsomt den eneste keramikproduktion i Vendsyssel.
En af hovedproduktionerne var i de første år urtepotter. En svend producerede 4-500 potter om dagen.
De dagligdags lerting blev begittet og glaseret og herefter brændt. Begitning er et tyndt lag ”lervælling” som forbedrede vedhæftningen og sikrede at produkterne blev tætte.
Dekorationer blev udført med et kohorn, hvor spidsen var afskåret og udformet med en tud.
Cilius Jensen, der også tidligere havde arbejdet hos Studsholm som svend, var en usædvanlig dygtig pottemagersvend. Han brugte al sin tid på værkstedet, hvor han eksperimenterede med forme og modeller.
Cilius’ evner som formgiver forenet med P. S. Sørensens kendskab til glasurer resulterede i nogle meget smukke og særprægede genstande. Dette samarbejde indgik sønnerne Evald og Kaj også i. Der findes stadig eksempler på Cilius’ isbjørne og elefanter, på Kajs indianeraskebægre og sparegrise samt på Evalds potpourrikrukker og vaser, alt sammen glaseret i P. S. Sørensens glasurfarver.
Udover modelleringen skabte Cilius en række gipsforme bestående af løvehoveder, elefanthoveder m.v., der kunne bruges bl.a. til håndtag.
Et af kendetegnene på Cilius Jensens værker er fjermønstret lertøj.
Sørensens 5 børn kom under hele deres opvækst meget på værkstedet, og ofte deltog de i det forefaldende arbejde, f.eks. med sortering af lertøj. De var også med for at holde Sørensen vågen under lange vagter, hvor leret skulle brændes. Så fik de lov at eksperimentere lidt ved drejeskiverne, og allerede som 10-årig deltog den ældste af drengene i det daglige arbejde på værkstedet.
I øvrigt var P.S. Sørensen god til forskelligt husflidsarbejde. Han fremstillede også amagerhylder, små brudekareter og andre ting. Strikke kunne han også, og det var ham, der lærte hans døtre dette håndarbejde.

Der var ofte besøg af spændende fremmede gæster fra Voerså Kro eller turister fra Aalborg på kort besøg. Jævnligt blev pottemageriet besøgt af selskaber, der blev hentet ved Agersted station.
De mange turister bevirkede, at Voersaa Keramik blev kendt i vide kredse.
Voersaa Keramik blev også vist frem på udstillinger og fik da også en 1. præmie ved en amtsudstilling i 1916.

I 1915 opdagede Jens Dansk, som boede på den modsatte side af åen, at der var brand i værkstedet. Han stagede straks over åen og slog alarm og sammen med en pottemagersvend, fik han etableret en kæde borgere fra åen og op til værkstedet, sådan at vandspandene hurtigt kunne gå frem og tilbage mellem åen og det brændende pottemageri. Ved denne hurtigt indsats reddede man størsteparten af værkstedet og boligen.

De første mange år blev leret til produktionen udgravet langs åens bredder. Sidst i 20’erne bjergedes der en hel del østrigsk procelænsler i land efter en stranding ved Frederikshavn. Det skulle have været til Den Kongelige Porcelænsfabrik, men havnede nu i stedet i Voersaa Pottemageri. Det var selvsagt en meget fin kvalitet, og når P. S. Sørensen fik det rette ler mellem hænderne, kunne han dreje emner så fine som kinesisk porcelæn.
Selv om virksomheden havde både stor omsætning og stor succes, var der stadig ikke penge i den keramiske produktion. Samtidig havde det vist sig at blymønjen, som brugtes til glasurfremstilling var sundhedsskadelig.

Sørensen og sønnerne startede midt i 20’erne Voersaa Savværk og man producerede nu også fiskekasser. Gradvist blev produktionen indskrænket og i en årrække var den gamle Cilius den eneste faste mand i pottemageriet, indimellem hjulpet af Kaj, der stadig havde lyst til pottemagerhåndværket.
I 1940 ophørte pottemageriet.
Men endnu engang, 21 år senere, startede Kaj Sørensen på ny ved drejeskiven.
Kaj havde lært sine 2 døtre, Jette og Kirsten (Kis), det gamle pottemagerfag. Sammen med datteren Kis etablerede han i 60’erne et nyt værksted under navnet ”Kis Keramik”. Savværket blev nedlagt i 1976, så nu kunne Kaj koncentrere sig om pottemageriet og han arbejdede med keramikken helt frem til 1986, hvor han døde.
Med hans død afsluttedes en mangeårig historie.

Voersaa Keramik kan kendes på bundmærket som var et V oven i et O.
Cilius brugte undertiden et sammenflettet CJ på hans egne modelleringer.
Kaj Sørensens mærke var ordet Kis med en understregning, og hvis der stod Kis uden understregning var det lavet af Kajs datter Kirsten.
På Sæby Museum kan ses en fin samling af produkter fra pottemagerværkstedet i Voersaa.

Kilde: bogen ”Pottemageri i Voersaa” af Bent Bang Larsen og Peter Laubek

Voersaa Kro:
 
Lørdag d. 26. august 2006 blev afslutningen på en omkring 300 år gammel historie. Nemlig historien om Voersaa Kro.

Denne morgen opstod der en pludselig og voldsom brand i køkkenet, som hurtigt spredte sig gennem de nyrestaurerede bygninger. Det viste sig snart, at være en umulig kamp for de mange brandmænd, så derfor satte man alt ind på at redde den nyeste del af kroen – den del, der indeholdt værelser og forpagterboligen.
Det gik ellers lige så godt! Efter at Hans Peter Nielsen i 2005 købte kroen, som skulle drives som et familieforetagende med Rasmus Nørgaard som forpagter, kom der virkelig gang i kroen igen, og det kunne se ud som om en ny storhedsperiode var på vej.
Kroen var på købstidspunktet i en dårlig stand, men snart påbegyndtes en nænsom, men omfattende restaurering af de gamle lokaler, og i marts 2006 kunne Rasmus Nørgaard slå dørene op til meget flotte og moderne lokaler, tro mod den oprindelige stil.
Med masser af proffesionalisme og imødekommenhed gjorde de atter kroen til et populært og rart sted at komme, og ordrebogen var fuld et år frem på den skæbnesvangre dag.

Efter en tid, hvor troen på en genopbygning var stærk, meddeltes det desværre at det ikke skulle gå sådan. Af forskellige årsager besluttede Hans Peter Nielsen ikke at genopbygge kroen, og satte dermed et meget stort punktum i den lille bys historie.

Kroen har naturligvis gennem alle årene haft mange ejere, men i 1924 købte Kaptajn Hjort den gamle kro og gjorde kroen utroligt populær.
Gunner Hjort havde en fortid som kaptajn på Congofloden. Kaptajnen var ivrig jæger og hjembragte utallige jagttrofæer fra sin tid i Afrika. Disse specialiteter blev udstillet i den dertil indrettede ”Congosal”.
Congosalen var i adskillige år kroens juvel med sin omfattende og udsædvanlige samling af håndlavede våben, elfenbensfigurer, elefantstødtænder, smykker, amuletter, abekranier, udstoppede krokodiller, forstenede æg, forskellige skind og en masse andre sjove ting. Desværre er mange af rariteterne blevet spredt med de mange forskellige ejere.
Kaptajn Hjort gjorde også meget ud af markedsføring, og reklamerede med, at man på stedet kunne tale både tysk, engelsk, fransk samt 3 negersprog!
I 20’erne markedsførtes kroen som Voersaa Badehotel, og kroen havde en badebro, der førte til bolchestribede badehuse med direkte adgang til Kattegat. Her sås kaptajnen ofte i det bare ingenting på vej til en morgendukkert.
I 50’erne kom der igen nye ejere, og kroen blev moderniseret med toiletter, centralvarme og 12 dobbeltværelser. Kroejeren, Harald Mikkelsen, fik nu gang i søndagsballer, med hyggemusik til kaffebordet om eftermiddagen og bal om aftenen. Nu fik også mange norske og svenske turister øjnene op for den idylliske kro, og dette blev starten på ”det norske eventyr”, som fortsatte i mange år. Kombinerede kroophold og indkøbsture blev solgt overalt i det sydlige Norge, og når indkøbene var ordnet arriverede turistbusserne med nordmænd til frokost i Voerså. Således blev der i 1964 bespist 10-12.000 norske busturister.

I 1970 blev kroen solgt til Asger Jensen som foretog en række betragtelige investeringer i bygningerne. Han lavede bl.a. en vinstue i den gamle stald, der var nogenlunde bevaret i den oprindelige stand. Der blev også bygget et anneks med 13 ferielejligheder, og herefter satsede man på weekendophold. I 2000 solgtes kroen atter engang til forretningsmanden Svend Pape, men Asger Jensen fortsatte i et års tid som forpagter inden han stoppede som krovært efter 31 år. Herefter overtog Svend Hansen forpagtningen, indtil 2005, hvor kroen blev solgt for sidste gang.

Kilde: "Sæbybogen" .